PersondatabehandlingenI forbindelse med gennemførelsen af et køb på internettet kan man næppe forestille sig en situation, hvor køber ikke er nødt til at afgive personoplysninger om sig selv. Typisk drejer det sig om navn, adresse, telefonnummer, e-mailadresse og betalingskortoplysninger. Hvis du kun indsamler og bruger personoplysninger til opfyldelse af de indgåede aftaler, kan indsamlingen og behandlingen af persondataene ske uden forbrugerens egentlige samtykke, jævnfør persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 2, men forbrugeren skal forud for indsamlingen have en række oplysninger herom. Ifølge Datatilsynet bør du ved indsamling af oplysninger på internettet give oplysninger om følgende: - Den dataansvarliges identitet og adresse (både den fysiske og den elektroniske)
- formålet med indsamlingen (alle formålene, hvis der er flere)
- hvorvidt de oplysninger, der anmodes om, er obligatoriske eller valgfri (der må ikke være konsekvenser, hvis den registrerede vælger ikke at afgive en valgfri oplysning)
- modtagerne/kategorier af modtagere af oplysningerne og hvorfor der sker videregivelse - der skal samtidig være mulighed for at gøre indsigelse mod dette - eksempelvis med et afkrydsningsfelt
- retten til indsigt og rettelse, samt hvem henvendelse skal ske til
- retten til at gøre indsigelse, samt hvem henvendelse skal ske til
- om der anvendes automatiske indsamlingsprocedurer (i så fald bør der gives information om muligheden for at gøre indsigelse, inden der benyttes en automatisk procedure til at skifte til et andet websted, og inden en cookie sendes til internetbrugerens harddisk)
- sikkerhedsniveauet ved behandlingerne, herunder ved overførslen af oplysninger samt i modtagerlandet, hvis oplysningerne videregives til et andet land
navn og adresse (både den fysiske og den elektroniske) på den, der er ansvarlig for at besvare spørgsmål om beskyttelse af personoplysninger
Visse af oplysningerne bør gives direkte på skærmen, inden der foretages indsamling. Det drejer sig om: - den dataansvarliges identitet
- formålet med indsamlingen
- om oplysningerne er obligatoriske eller valgfri
- modtagerne/kategorier af modtagere
- retten til indsigelse, rettelse og indsigt
- oplysninger om automatiske indsamlingsprocedurer
- sikkerhedsniveauet
Herudover skal du på hjemmesiden give adgang til fuld information om din virksomheds politik for beskyttelse af personoplysninger. Dette skal være direkte tilgængeligt på hjemmesiden og alle de steder, hvor der indsamles personoplysninger.
|